-
Voldsomt vejr og ildebrand rammer Tryg i første kvartal
ソース: BDK Finans / 17 4 2024 02:19:44 America/New_York
Flere vejrskader end vanligt og brand i et vandland i Göteborg har påvirket Trygs forsikringstekniske resultat for første kvartal i år med 180 millioner kroner i den forkerte retning. Det skriver selskabet i en fondsbørsmeddelelse i forbindelse med, at kvartalsregnskabet er offentliggjort. En storm ramte Norge i slutningen af januar og forårsagede omfattende skader, ligesom kraftige nedbørsmængder og lave temperaturer førte til flere vejrrelaterede skader. Og så var det nye vandland Oceana i forlystelsesparken Liseberg i svenske Göteborg også forsikret hos Tryg. Der udbrød brand i vandlandet i februar i år. Selv om genforsikring sikrer, at Tryg ikke skal betale det fulde erstatningsbeløb, så kan det alligevel mærkes i regnskabet. Det forsikringstekniske resultat ender således på 1,275 milliarder kroner mod 1,474 milliarder i samme periode sidste år. Resultatet før skat endte på 1,007 milliarder kroner, hvilket er 180 millioner mindre end første kvartal sidste år. Men ser man bort fra de ekstraordinære omstændigheder, efterlader regnskabet alligevel et positivt indtryk, mener koncernchef Johan Kirstein Brammer: - På trods af noget modvind er det positivt, at koncernens forsikringstekniske resultat er forbedret med næsten 200 millioner kroner sammenlignet med samme kvartal sidste år, når man ser bort fra det høje niveau af vejr- og storskader, skriver han i en kommentar til regnskabet. Præmieindtægterne steg i kvartalet med 4,8 procent i lokal valuta og udgjorde knap 6,4 milliarder kroner. Det skyldes hovedsageligt højere præmier som følge af inflation. Tryg købte tilbage i 2021 det britiske forsikringsselskab RSA Insurance Group sammen med canadiske Intact. Tryg overtog i den forbindelse Codan Norge, svenske Trygg-Hansa og halvdelen af Codan Danmark. Ejerandelen i Codan Danmark blev året efter solgt videre til Alm. Brand for ikke at komme på kant med konkurrencemyndighederne. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/voldsomt-vejr-og-ildebrand-rammer-tryg-i-foerste-kvartal